![]()
Naturraadet.com ser sig som arvtager af det Naturfredningsråd, der blev nedsat med vedtagelsen af den første Naturfredningslov i Danmark i 1917, og som under vekslende navne og sammensætning har bestået lige siden. Dette var i øvrigt foregået af ”Naturfagligt Udvalg”, som bestod af forskere fra det naturvidenskabelige fakultet ved Københavns Universitet, og havde til formål at værne om landets natur.
Fælles for de mange Naturfredningsråd gennem tiden har været at levere videnskabeligt funderet rådgivning til den førte naturpolitik. Efterhånden som myndighederne er blevet udstyret med egne tekniske eksperter indenfor de relevante områder, er den konkret faglige del af rådets rådgivning trådt noget i baggrunden til fordel for mere brede og langsigtede fagligt-politiske vurderinger.
Det nuværende råds forgænger, Naturrådet, blev officielt nedlagt den 11. januar år 2002 efter at en ny borgerligt-liberal regering var trådt til. Langsigtet naturpolitik er ikke tjent med at blive gjort til politisk kastebold. Netop den omstændighed, at en kraftig revision af hele natur- og miljøområdet er varslet af den samme regering, gør det efter rådets vurdering ekstra nødvendigt, at en uafhængig fagligt indsigtsfuld stemme ytrer sig i debatten. Derfor besluttede det siddende Naturråd at fortsætte under navnet Naturraadet.Com, også selvom det blev uden regeringens autorisation og økonomiske støtte. Udover personsammenfald skal navneligheden signalere at også formålet stort set er uændret.
Naturraadet.Com skal med baggrund i medlemmernes personlige og faglige pondus være med til at sætte dagsordenen for debatten om bæredygtig udvikling af naturen og landskabet og sikre at disse emner får den samme placering i samfundsdebatten som f.eks. økonomi. Rådet skal aktivt arbejde for at undgå at naturgrundlaget udhules.
Naturraadet.Com beskæftiger sig bredt med spørgsmål der vedrører natur- og planområdet. Rådet udgiver rapporter, der bidrager til at sætte fokus på udviklingen i Danmarks natur og landskab og sikre denne en position i den offentlige debat. Endvidere kan afholdes møder og konferencer, hvor aktuelle vinkler på natur og planlægning diskuteres på grundlag af oplæg fra fagfolk og interesseor-ganisationer. Foredragene og diskussionerne offentliggøres sammen med vismændenes vurdering i rapporter, der giver et billede af tilstand og udvikling indenfor dele af Danmarks natur og landskab.
Endvidere deltager rådets medlemmer i den offentlige debat gennem presse og fagblade, samt som oplægsholdere ved faglige arrangementer. Og rådet vedligeholder en hjemmeside www.Naturraadet.Com hvor alle rådets aktiviteter, herunder rådets publikationer, pressemeddelelser mv. samles.
Rådets virksomhed finansieres gennem frivilligt arbejde, støtte fra fonde og andre bidrag fra institu-tioner samt gebyrer for rapporter og deltagelse i arrangementer.
Rådet har indtil videre gennemført to større aktiviteter. Det ene er vismandsrapporten ”Det Fede Landskab” der er en grundigt dokumenteret gennemgang og vurdering af eutrofieringen i Danmark. Det andet er konferencen den 22. november 2002: ”Wilhjelm+1”, der er en konference der gør sta-tus over regeringens naturpolitik, og her især vurdere i hvilken udstrækning regeringen har imple-menteret anbefalingerne i Wilhjelm-udvalgets rapport fra august 2001, der er den hidtil mest omfat-tende status og vurdering af naturens og naturpolitikkens tilstand i Danmark.
Naturraadet.Com består af fire videnskabsfolk, der i kraft af deres uafhængighed og kvalifikationer i år 2000 blev udpeget af miljø- og energiministeren. Det drejer sig om Peder Agger (formand), professor i miljøplanlægning, RUC; Anette Reenberg, professor i geografi, KU; Bent Aaby, profes-sor i økologisk botanik; KU; og Per Christensen, professor i miljøplanlægning, AUC.
Rådet fortsætter med endnu en konference ”Wilhjelm+2” den 26 september 2003. Grundideen er, at rådet vil sikre kontinuiteten fra 1917 indtil den nuværende eller en kommende regering kommer på bedre tanker dvs. ønsker at støtte det fortsatte arbejde. I denne situation vil det nuværende råd stille sin stilling til disposition.
Naturraadet.Com har fundet det ønskeligt, at en del af det forrige naturråds offentliggjorte arbejde fortsat er tilgængeligt. Dette fremgår af mange af de øvrige bidrag på denne hjemmeside
E-mail: PA@ruc.dk
Hjemmeside: http://www.naturraadet.com
Rådets adresse er: Naturraadet.Com c/o Peder Agger, Institut for Miljø, Teknologi og Samfund, Hus 11.2, Postboks 260, Roskilde universitetscenter, 4000 Roskilde
(Opdateret januar 2003)